HISTOREN OG IDEEN BAG TEATERFLISEN

Hvis man dykker lidt ned i Frederiksbergs historie, så forstår man, hvorfor Teaterflisen naturligvis hører hjemme på Frederiksberg Allé.   

I 200 år har området omkring Frederiksberg Allé haft tilnavnet Forlystelsernes Allé på grund af alléens rolle som hovedåre i hovedstadens teaterliv. Her har borgerne kunnet beruse sig i underholdningen i alt fra en sangerindepavillion på Sankt Thomas Plads eller forlystelsesstedet Alhambra med plads til 2000 tilskuere til det lille teater Riddersalen i Lorry, Betty Nansen Teatret og Aveny med flere. Alle har de, under forskellige navne på facaderne og skriftende direktører, været og stadig er nogle vigtige kunstneriske markører i dansk kulturliv og uadskilleligt fra Frederiksbergs dna. 

Siden 1997 har fliserækken på den nordligste del af den travle allé hvert år bogstaveligt talt fået et nyt ansigt. Det sker hvert år, når en almindelig kommunal flise i fortovet bliver udskiftet med en ny Teaterflise i rækken som endnu et hædersmærke i granit til en af landets mest populære skuespillere. 

Niels Olsen var den første

Den første Teaterflise var en karikatur af Niels Olsen, tegnet af illustrator Jens Hage. I dag ligger Niels Olsen og 25 andre Teaterfliser i en række på alléen, hvor stenhuggeren har erstattet Jens Hages muntre tuschstreg med en bronzestøbt streg og dermed gjort hæderen af de populære danske scenekunstnere langtidsholdbare mange år ud i fremtiden på den danske udgave af Walk of Fame.  

Frederiksberg Allé var måske engang et sted, hvor fine folk promenerede med næsen i sky. I dag går de fleste i stedet med bøjet nakke. Man kigger ned på fliserne og genkalder sig minderne med kunstnere og deres præstationer indenfor teater, film og tv. Senest var det skuespilleren, Lise Baastrup, der i 2023 fik æren af at være den skuespiller blandt årets nominerede, der fik flest af danskernes stemmer i den landsdækkende afstemning her på hjemmesiden.  

Niels Olsen modtager teaterflise
Niels Olsen afslører som den første prisvinder sin Teaterflise i 1997. Foto: Martin Sørensen