OM TEGNEREN OG STENEN

Teaterfliserne på Frederiksberg Allé er på alle måder unikke. Både hver enkelt flise i sit udtryk og i processen, der udføres af dygtige fagfolk.
Når nomineringskomitéen har udpeget årets prisvinder, bliver navnet på vinderen hvisket i øret på illustrator, satiriker og karikaturtegner Jens Hage. Han har lige siden 1997 været manden, der har streget linjerne op til hver eneste Teaterflise på Frederiksberg Allé.

Jens Hage (tv.) plejer også at deltage i afsløringen af årets Teaterflise, og her får han en snak med vinderen i 2018, Rasmus Bjerg.
Foto: Martin Sørensen

Teaterflisen er en specialopgave Jens Hage med meget stort engagement og dygtighed kaster sig over. Han skal med en enkelt streg tegne en profil, der ligner årets vinder. Og selvom der eksisterer mange fotos af den kendte skuespiller som kan inspirere, så er fotos sjældent i profil, så det kræver en særlig forestillingsevne.

”Jeg skal skabe lighed og helst få personens karakter frem, men jeg har kun selve profilstregen med pande, næse, mund og ét øje at gøre godt med. Desuden nakke, hår, måske skæg til at karakterisere med, og det hele skal tegnes så enkelt og sammenhængende, at hele profilen kan genskabes i en bronze-streg, der lægges ned i granitflisen.”

Det er en balancegang at få karikaturen til at ligne vinderen, men uden for mange detaljer, som er for komplicerede at genskabe i granitflisen.

Jens tegner med en sort tuschstreg på hvidt papir, men på flisen fremstår stregen som skinnende lys bronze på en baggrund af mørk, grå granit. Han husker arbejdet med den første Teaterflise som Niels Olsen skulle overraskes med i 1997.

”Jeg tegnede hans hår som et sammenhængende sort område på papiret. Det fremstår i dag som et blankt, lyst bronzefelt, og der må være gået flere kilo bronze til bare Niels’ hår. Siden lærte jeg at spare lidt på bronzen.”

Videre til andre fagfolk

Den færdige karikaturtegning sendes til Vester Kopi, der tilpasser den efter flisens mål. Illustrationen lander nu på arbejdsbordet hos Nordisk Metalkunst, der støber Jens Hages streger i bronze og de kan endelig lægges i de fræsede streger stenhuggeren hos Danstein har arbejdet med. Den færdige flise gemmes i et lagerrum, indtil den store dag, hvor vinderen afsløres og offentlighedens spotlight rammer den mange år frem i tiden.